Børns mundtlige legekultur som begreb defineres her som udtryksformer af forskellig genre. Begrebet er en meningsfuld analytisk ramme at forstå børns mundtlige udtryk og genrer, som fx tunge-twister, parodier, gåder mm.
Både familie og medier har stor betydning for børns sprogtilegnelse og udviklingen af den sproglige legekultur. Da det er med, til at skabe og udvikle glæden ved sproget og dermed også sproglege. Selvfølgelig er institutioner også et vigtigt led, når vi snakker legekultur.
Sprog er et vigtig redskab og indebærer en hel masse anvendelsesmuligheder. Børn skal lære rammerne omkring, for at kunne begå sig i det sociale fællesskab.
Gådeformen har flere tusind år bag sig. I dag bruges det mest af mindre børn.
I gyserfortællinger hentes indholdet bl.a. fra traditionsstof, medieråstof (bøger, film, computerspil) og i nogle tilfælde private fantasier, der fortælles, som om fortælleren selv var del af historien (oftest).
Legekulturen præges i perioder af forskellige diller, f.eks. i 90erne dukkede en ny genre op, der var let at genkende ved sin æstetik, hvor ordene "Alle børnene ..." straks vækkede bestemte genreforventninger.
Parodier – at gør grin med nogen.
Rim og remser er svære at katagorisere, har dog nogle grundlæggende fælles træk: dels en enkel og klar markeret rytme og dels brugen af forskellige rim-former, fx. bogstavrim og enderim. Nedskrevet fremtræder de velordnede og skematiske. Brugen af rim og remser overleveres, dels fra voksne til børn og dels børn imellem. Det kan starte allerede ved puslebordet mellem voksen og barn i form af legeremse.
Pædagoger må overveje og afveje, hvordan de forholder sig til legekulturen. Nogen gange skal de udfordre og opfordre, andre gange støtter man bedst ved at vende ryggen til. Det kommer helt an på situationen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar