Alle begreber har rødder i virkeligheden, de er dog ikke specielt synlige i hverdagen, men når der sker en forvandling af virkligheden bliver de synlige for en stund. De italesættes, ikke som begreber, men som uenigheder.
Siden 1980erne er der opstået en opbrudssituation, hvor der spørges til, om de kulturbegreber og forestillinger der hidtil har været gældende skal tages op til revision og nye defineres, fordi der er sket en rivende udvikling på alle niveauer. (økonomisk, politisk, kulturelt, socialt og privat)
Thomas Ziehe mener, der finder en kulturel frisættelse sted, der sker en æstetisering af hverdagen. Tidligere var det kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner der definerede forståelsen og vurderingen af det æstetiske og dets betydning.
Trods den omfattende institutionalisering og pædagogisering mener Thomas Ziehe, at børn primært ikke socialiseres her, men gør det i den nye æstetiserende hverdagskultur med de uformelle læreprocesser.
Tidligere var opfattelsen at børnekultur var en professionelt formidlet kultur og ungdomskultur en selvstændigt organiserende kultur. Dette skel er under opløsning, børns måde at være sammen på har ændret sig drastisk igennem de sidste årtier, dette skyldes for en stor del medierne.
I begyndelsen af det 20. århundrede blev kultur knyttet til det kendte hvorimod i slutningen af århundredet til det ukendte.
Kultur i den antropologiske optik ikke noget vi har, men noget vi ser med, en position vi taler fra. Viden er ikke blot sprogliggjort, kognitiv viden, men også ikke-sproglig viden, alt det, vi, ofte ubevidst, ved og fortæller med kroppen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar