SMTTE-modellen

Sammenhæng: I forbindelse med DKK-eksamen skal jeg gennemføre, dokumentere og evaluere et projekt. Da jeg til dagligt arbejder i et bosted for mennesker med nedsat funktionsevne, var det oplagt, at gennemføre projektet dér. Der har jeg mulighed for at komme og går og kan sætte mig mere ind i projektet, da jeg ingen begrænset tidsramme har, hvad besøgene angår.

Beboerne har nærmest ingen verbal sprog. Men nogle af beboerne er meget optaget af vores personale-køkken-tavle, der hænger i et aflåst rum i køkkenet. De vil gerne ind og se og vil have læst, hvad vi skal spise. Jeg havde den idé, at det for beboernes skyld, måske var mere hensigtsmæssig at introducere en beboer-køkken-tavle. Som er frit tilgængeligt for alle, med billeder af mad udvalgt af beboer sammen med mig. Beboerne vil således vide, hvad vi skal spise pågældende dag og få fra nu af mere medbestemmelse i udvalget af maden. Der vil stå en kurv med billederne, som beboerne frit kan rode rundt i – gerne også sammen med personalet. De har derved mulighed for at udtrykke deres ønsker omkring madlavningen. Ligeledes får beboerne på denne måde mulighed for at kommunikere omkring maden meget mere end før. De vil pludselig kunne give udtryk for ønsker og behov. Eller kan bare føre en samtale omkring en madvare.

Mål: At indføre en pædagogisk relevant kommunikationsform i forbindelse med selv- og medbestemmelse fra beboernes side. At igangsætte denne ”madtavle” giver beboeren mulighed for medindflydelse i dagligdagens måltider. Der vil blive taget hensyn til de enkeltes ønsker, men i samarbejde og med vejledning af personalet, vil sund og nuanceret kost stadig står øverst på planen – men undtagelser skal der selvfølgelig være. Mål er ligeledes, at det på lang sigt ikke skal står som projekt, men bibeholdes til gavn for beboerne.

Tiltag: Jeg vil inddrage beboerne i projektet. I at væge diverse billeder fra nettet, handle materiale og efterfølgende introducere beboerne i projektet. Beboerne introduceres i billederne og får derefter en kasse sat op, hvor de kan går hen og vælge. Så de får mest gavn af projektet. Ligeledes vil jeg sætte mig ind i fagligt relevant litteratur vedrørende kommunikation.

Tegn: Når beboerne viser tegn på interesse i arbejdet rundt omkring tavlen. Og når beboerne selv starter at bestemme, hvad de vil spise.

Evaluering: Jeg vil evaluere, i kort tid efter indføringen af tavlen. Jeg vil ikke kunne lave en afsluttende evaluering, da min hensigt jo er, at der vil blive fastholdt i projektet også efter, at jeg er færdig med selve opgaven. Jeg vil se, om tavlen er til gavn eller ej. Hvor mange aktivt deltager i kommunikationen omkring madtavlen. Om hvor mange der bruger den.

Tavle

Sådan! Magnettavlen er bestilt - leveres dog først i slutningen af februar. Men så kan jeg gå og forberede resten lidt efter lidt. Og så er der jo også en opgave der vil skrives på et tidspunkt og litteratur vil læses. Jeg har været i byen sammen med en beboer i går og fået købt nogle kurve, hvor vi senere vil opbevare vores billeder i. Nu er der noget ler der vener i et andet fag...

Projekt

Min første tanke var kommunikation og jeg ville noget med bøger og bibliotek. Men nu har jeg skiftet retning. På mit vikarsted har de færeste beboer et verbalt sprog. Jeg har overvejet, hvordan man kan arbejde udviklende i forhold til kommunikationen pædagog/beboer. Hvad har høj prioritering i beboerens livskvalitet? Mad. Der er nogen beboere, der nogen gange spørger ind til, hvad vi skal spise. Inde i et aflåst viktualierum, er der en tavle, hvor personalet kan se, hvad der skal spises. 2 uger ad gangen.

Beboerne kan jo ikke selv komme i rummet og læse kan de slet ikke. Så jeg sad lidt og overvejde, hvad man kunne gøre, for at få en mere intens kommunikation omkring emnet med beboeren.

Jeg er kommet frem til, at jeg vil arbejde med pictogrammer i form af billeder enten fra nettet, eller selv taget. Der skal købes en magnettavle, som sætte på væggen i køkkenet. Så skal der diverse billeder til (dem skal man nok ajourføre hele tiden, da det i starten er lidt svært at se, hvad vi alt skal bruge). Så skal der købes mapper eller kasser, og billederne skal sorteres efter et system, jeg ikke endnu præcist har tænkt over. Så vil jeg introducere emnet til de beboere, der får gavn af tavlen. De skal kunne rode i kasserne sammen med en pædagog, og sådan være med til at medbestemme madplanen.

Det forøger beboerens kommunikative kompetencer og giver dem samtidig muligheden for mere indflydelse/medbestemmelse.

Jeg har drøftet temaet med to kollegaer, der var vilde med idéen og nu gælder det bare om at komme igang.

1.2. Lyt til konteksten

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien.

Når man kun hører brudstykker af en samtale andre mennesker indbyrdes fører, er det nogen gange meget svært at indfange meningen. Man kender ikke til konteksten og kan gætte sig til mange sammenhæng. Nogen gange kan det også være sjovt at høre, hvad andre har at sige, uden at man kender til konteksten. Man kan gøre det til en helt anden historie med en helt anden indhold. Da de ord man hører, muligvis betyder noget helt andet, end det man går og tror.

Jeg er faktisk god til at afslutte andre folks sætninger. Det er meget irriterende for de mennesker, der prøver på at føre en samtale med mig. Og det kan jeg sådan set godt forstår – jeg selv bryder mig nemlig heller ikke om at blive afbrudt. Og så sker det jo også nogen gange, at jeg går udfra at kende til konteksten, men at det er åbenlyst, at jeg ikke gøre. Da jeg kommer til en anden konklusion en min kommunikationspartner…. Og det fører jo til irriationer. Men jeg er bare så utålmodig. Korte sætninger med indhold – det er, hvad jeg har brug for! Ingen pynt og udybelse af historier – så står jeg bare af. Det keder mig.

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du?

Det betyder meget, at kende til konteksten. Da en hel samtale kan være meningsløs, hvis man ikke gør. Man kan hurtig komme til at tale forbi hinanden. Og når man kender sin overfor, er det nemmere at man netop ikke taler forbi hinanden, da man ofte kender den anden så meget, at man ved, hvad han taler om. At man er en del af konteksten.

---

1.1. Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.

I min første praktik startede jeg med at lære beboerne på stedet at kende. Så blev jeg indkørt i de rutiner hos de enkelte beboere. Hos en blev jeg hurtig overrasket, da jeg for første gang skulle tage ham op om morgenen.

Ved indkøringen fik jeg at vide, hvad jeg skulle lave og at der ikke var behov for at inddrage borgeren. Men som sagt, jeg blev overrasket. Da jeg skulle tage hans sko på, viste han mig ved håndtegn, hvor skoene stod og hjælpemidlerne til det. Jeg fik hurtig fat i, at beboeren kunne meget mere, end jeg gik hen og troede. Det sagde jeg til et personalemøde. Men der var ikke rigtig noget respons. Selvfølgelig var ikke alle på stedet på samme måde, som dem, der lærte mig op. De vidste det godt og kom ham imødekom hans behov. De andre kørte dog videre på deres måde. Men jeg vidste jo bedre og jeg arbejder stadig på stedet. Når der starter nye folk, giver jeg min viden videre. De har givet mig en helt ny forståelse for beboeren og jeg har lært, at man skal tegne sit eget billede. Vi har med mennesker at gøre, og nogle har måske en anden tilgang til at læse dem, end andre.

Reflekter over, hvad der sker her

Idet kollegerne sagde, hvad beboeren havde behov for, havde man også frataget ham muligheden for selv- og medbestemmelse. En meget trist historie, da han virkelig er i stand til at sige til og fra og ved hjælp af tegn og konkreter kan give udtryk for sine behov.

Jeg tror også at det kan være et problem, hvis nogle mennesker arbejder for længe på et og samme sted. Fordelen er, at man kender brugerne – men ulempen kan være, at man ”ved” hvad han ønsker eller har behov for. Og på den måde kan det hurtig blive kulturen på stedet. For når man så skal indkøre nye medarbejdere på stedet, vil de oftest overtage det, de i indkøringsfasen har lært.

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes

I praktik to ville jeg overvære en samtale mellem en psykolog og et barn. Jeg tænkte, at det måske var en god idé, at føre em samtale omkring det med barnet først. Jeg havde allerede grønt lys fra psykologen. Jeg tog barnet til siden, startede at snakke med ham og spurgte så ind, om jeg kunne komme med ind til psykologen. Barnet sagde nej. Jeg prøvede at overtale ham lidt – men der var ingenting at gøre – han rykkede sig ikke. Samtalen/kommunikationen var slut før den rigtig startede.

Hvad skaber disse situationer?

I det her konkrete tilfælde var det min egen skyld. Jeg skulle bare være gået med ind til psykologen og hvis barnet så havde sagt noget, ville jeg være gået. Jeg gav barnet en valgmulighed – men var barnet klar over, hvad det sagde nej til? Var det måske bare frygten for, at jeg ville tage ”hans” psykolog fra ham? Han kunne nemlig rigtig godt lide den en til en kontakt. Om det så var en pædagog, ergoterapeuten eller talepædagogen.

Moralsk var det nok korrekt af mig at spørge barnet – men man kan også spørge for meget. 

Leg med medier Aktivitet 3

Her kommer så endelig min stop motion. Kunne ikke finde ud af, at uploade den på Youtube.
Sådan en opgave er en stor udfordring - og vil det også være for børn. Tålmodigheden trænes i hvert fald...

Opgave 2 – Øvelse 3 – Fortælling med tekst og billeder

Den ensomme elg

Der var engang en elg – han levede sammen med andre elge i de store svenske skove. Men han følte aldrig rigtig han var en af dem – han følte, at han var anderledes.

Han følte sig ensom, fordi han var så anderledes. Og fordi han ofte følte sig misforstået af de andre elge, drog han megtet gennem skoven alene. En dag var han rigtig ked af, at han ikke slog til. Han fandt sig en lysning og lagde sig i mosen og græd.

Da prikkede ham noget i ansigtet. Han stod op for at se, hvad det var. Der lå et billede – og på billedet var der en elg – magen til ham selv. En der nærmest lignede ham på en prik!

Han blev glad efter at have opdaget billedet, da han nu vidste, at han ikke var alene. At der fandtes andre som ham. Og nu ville han drage ud i verdenen for at finde den anden elg, for måske at finde sig en ven. Én der forstod ham. På bagsiden af billedet står der ”Jeg foran vores seværdighed”. Men en del af billedet mangler – netop det med seværdigheden. 

 Men han mister ikke modet. Han vil ud at rejse, for at finde den anden elg. 

Han tager til Danmark. For han er sikker på, at han her finder, hvad han leder efter. Han kom til København og spurgte efter vejen. Folk sendte ham til havnen – og der lå hun. Havfruen. Han sammenlignede billedet med havfruen. Omgivelserne er helt forkerte.

Så derfor spurgte han mennesker til råds, hvor han kunne finde en seværdighed. Og der var en ung dreng, der sendte ham til Berlin. 

Entusiastisk drog han til Berlin – nu var han helt sikker på at finde, hvad han søgte. Han kom til Brandenburger Tor. Igen sammenlignede han billedet med seværdigheden. Igen var der ingen ligheder. Intet stemte overens.

Han tog en beslutning – han ville rejse til Italien, fordi han kom i tanker om en seværdighed, der lå dernede. Og her var han helt sikker, at han ville finde, hvad han ledte efter – nemlig den anden elg. Da han stod foran Kolosseum, måtte han indrømme, at det igen var forkert.

Men han ville ikke opgive. Han satte sig foran Kolosseum for at tænke. Måske skulle han rejse til Frankrig. Det gjorde han så. Han kiggede hist og her. Tog ind til Paris og blev opmærksom på et stort tårn. Han kom i tanker om seværdigheden i Paris. Han nåede frem til Eiffeltårnet på samme tidspunkt han nåede frem til bevidstheden om, at det ej ikke var her, den anden elg ville være at finde. Han tog en tur på tårnet for at få et overblik. Et menneske spurgte, hvad han ledte efter. Han fortalte om den anden elg og viste manden billedet og at han ledte efter seværdigheden, der manglede på billedet.  Mennesket sagde, at der også var seværdigheder i Spanien.

Der ville elgen tage hen nu. Han tog til Kathedralen i Barcelona. Men også her fandt han ikke hvad han ledte efter. Et andet menneske sagde, at han skulle prøve at tage til Sydamerika.

Det ville han. Han tog til Brasilien. Til Rio og til den store Jesusstatue. Men omgivelserne stemte ikke overens med dem på billedet.

Så tog han til New York. Allerede langtfra kunne han se hende. Den store Frihedsstatue. Han spurgte hende om hun har set elgen på billedet. Men hun svarer ikke.

Han er ved at tabe modet, da en fisk hopper op af vandet og siger, at han har hørt hans spørgsmål. Fisken siger også, at der ikke findes elge her. Men han har hørt, at der i en anden del af Amerika burde findes elge.

Så tog han til San Francisco. Han gik en tur på Golden Gate Bridge. Herfra havde han et fantastisk udkig. Han så meget – dog ingen elg. Han var rigtig ked af det og ved ikke hvor han mere skulle lede.

 Da mødte han en måge – og mågen spurgte, hvorfor han var så ked af det. Han fortalte sin historie, om at finde elgen på billedet. Mågen sagde, at han faktisk ikke havde langt at rejse. At han faktisk var rejst for langt endda og allerede måtte være kommet forbi Wyoming. Der er der en park der hedder Yellowstone National Park. Det var der han skulle prøve at søge.

 Fyldt med forventninger rejste han til Wyoming. Han spurgte folk og dyr om den rigtige vej. Så nåede han frem til seværdigheden Old Faithful. Omgivelserne stemte overnes.

Og der var han – den anden elg. De mødtes og den svenske elg fortalte om billedet han fandt, om stykket der manglede og om hans eventyrlige rejse for at finde ham. Han fortalte om sin ensomhed. Den anden elg var glad for at møde ham. For han havde det netop lige sådan. Og de blev rigtig gode venner. Den svenske elg besluttede sig for at leve i Wyoming sammen med sin nye ven.

Snip snap snude – så er historien ude!