1.2. Lyt til konteksten

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien.

Når man kun hører brudstykker af en samtale andre mennesker indbyrdes fører, er det nogen gange meget svært at indfange meningen. Man kender ikke til konteksten og kan gætte sig til mange sammenhæng. Nogen gange kan det også være sjovt at høre, hvad andre har at sige, uden at man kender til konteksten. Man kan gøre det til en helt anden historie med en helt anden indhold. Da de ord man hører, muligvis betyder noget helt andet, end det man går og tror.

Jeg er faktisk god til at afslutte andre folks sætninger. Det er meget irriterende for de mennesker, der prøver på at føre en samtale med mig. Og det kan jeg sådan set godt forstår – jeg selv bryder mig nemlig heller ikke om at blive afbrudt. Og så sker det jo også nogen gange, at jeg går udfra at kende til konteksten, men at det er åbenlyst, at jeg ikke gøre. Da jeg kommer til en anden konklusion en min kommunikationspartner…. Og det fører jo til irriationer. Men jeg er bare så utålmodig. Korte sætninger med indhold – det er, hvad jeg har brug for! Ingen pynt og udybelse af historier – så står jeg bare af. Det keder mig.

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du?

Det betyder meget, at kende til konteksten. Da en hel samtale kan være meningsløs, hvis man ikke gør. Man kan hurtig komme til at tale forbi hinanden. Og når man kender sin overfor, er det nemmere at man netop ikke taler forbi hinanden, da man ofte kender den anden så meget, at man ved, hvad han taler om. At man er en del af konteksten.

---

1.1. Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.

I min første praktik startede jeg med at lære beboerne på stedet at kende. Så blev jeg indkørt i de rutiner hos de enkelte beboere. Hos en blev jeg hurtig overrasket, da jeg for første gang skulle tage ham op om morgenen.

Ved indkøringen fik jeg at vide, hvad jeg skulle lave og at der ikke var behov for at inddrage borgeren. Men som sagt, jeg blev overrasket. Da jeg skulle tage hans sko på, viste han mig ved håndtegn, hvor skoene stod og hjælpemidlerne til det. Jeg fik hurtig fat i, at beboeren kunne meget mere, end jeg gik hen og troede. Det sagde jeg til et personalemøde. Men der var ikke rigtig noget respons. Selvfølgelig var ikke alle på stedet på samme måde, som dem, der lærte mig op. De vidste det godt og kom ham imødekom hans behov. De andre kørte dog videre på deres måde. Men jeg vidste jo bedre og jeg arbejder stadig på stedet. Når der starter nye folk, giver jeg min viden videre. De har givet mig en helt ny forståelse for beboeren og jeg har lært, at man skal tegne sit eget billede. Vi har med mennesker at gøre, og nogle har måske en anden tilgang til at læse dem, end andre.

Reflekter over, hvad der sker her

Idet kollegerne sagde, hvad beboeren havde behov for, havde man også frataget ham muligheden for selv- og medbestemmelse. En meget trist historie, da han virkelig er i stand til at sige til og fra og ved hjælp af tegn og konkreter kan give udtryk for sine behov.

Jeg tror også at det kan være et problem, hvis nogle mennesker arbejder for længe på et og samme sted. Fordelen er, at man kender brugerne – men ulempen kan være, at man ”ved” hvad han ønsker eller har behov for. Og på den måde kan det hurtig blive kulturen på stedet. For når man så skal indkøre nye medarbejdere på stedet, vil de oftest overtage det, de i indkøringsfasen har lært.

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes

I praktik to ville jeg overvære en samtale mellem en psykolog og et barn. Jeg tænkte, at det måske var en god idé, at føre em samtale omkring det med barnet først. Jeg havde allerede grønt lys fra psykologen. Jeg tog barnet til siden, startede at snakke med ham og spurgte så ind, om jeg kunne komme med ind til psykologen. Barnet sagde nej. Jeg prøvede at overtale ham lidt – men der var ingenting at gøre – han rykkede sig ikke. Samtalen/kommunikationen var slut før den rigtig startede.

Hvad skaber disse situationer?

I det her konkrete tilfælde var det min egen skyld. Jeg skulle bare være gået med ind til psykologen og hvis barnet så havde sagt noget, ville jeg være gået. Jeg gav barnet en valgmulighed – men var barnet klar over, hvad det sagde nej til? Var det måske bare frygten for, at jeg ville tage ”hans” psykolog fra ham? Han kunne nemlig rigtig godt lide den en til en kontakt. Om det så var en pædagog, ergoterapeuten eller talepædagogen.

Moralsk var det nok korrekt af mig at spørge barnet – men man kan også spørge for meget. 

Leg med medier Aktivitet 3

Her kommer så endelig min stop motion. Kunne ikke finde ud af, at uploade den på Youtube.
Sådan en opgave er en stor udfordring - og vil det også være for børn. Tålmodigheden trænes i hvert fald...